Jeg ved ikke, om jeg er gammel nok til at indlede på den her måde, men nu gør jeg det:
DER VAR ENGANG, hvor dansk streetart var fyldt af mening, hvor det var smukt eller vildt og ’’fanden-i-voldsk’’, så vildt og så voldsomt, at man var tvunget til at tage stilling til det, og hvis ikke dets æstetiske udtryk, så i hvert fald dets indhold!
Pionere som Armsrock, Rebus, Kegr (etc.) og den nu folkekære HuskMitNavn, skabte (og skaber stadig) debat og opsigt med deres værker. Kulturen er vokset og er dermed blevet mere kendt og mere udbredt, hvilket har tiltrukket nye aktører – på både godt og ondt..
Jeg bor på Nørrebro og har min daglige gang i de københavnske gader, og jeg har ærlig talt været skuffet den seneste tid. Der er langt mellem de – i mine øjne – ”gode oplevelser”. I stedet for at blive overrasket over et af Armsrocks’ mange portrætter af de københavnske hjemløse, eller et af de påtrængende ’’Rooftop – grunder pieces’’ af Spyo og Tomcat, bliver vi spist af med små søde nuttede figurer i 10.000 vis, eller i hvert fald så mange man ikke kan kende dem fra hinanden. Hvis ikke det var fordi de var ledsaget af talebobler der dokumenterer at ”kunstneren” kan stave, så ville jeg være tilbøjelig til at tro det var ”skabt” af en langtidsledig VUC studerende, som engang har fået en Banksy bog i værtindegave. Jeg er træt af at finde t-shirts i H&M, der behandler mere samfundsrelevante emner end det ”streetart” jeg udsættes for.
Jeg savner mere indhold, og hvis det er for meget at forlange, så giv mig da i det mindste noget udtryk, et vildt udtryk, et gennemarbejdet, smukt eller modigt udtryk… Bare et eller andet der kan retfærdiggøre dets tilstedeværelse. Et eller andet der kan bevise eller overbevise mig om, at det har taget længere tid at skabe, end at hænge op.. at der er langt flere tanker i det end den kæde-sms du skrev til dine 534 venner, da du ønskede dem glædelig jul og godt nytår!
Jeg har brugt dage på at spejde efter ’’Armsrock portrætter’’ af Københavnske hjemløse, og jeg har brugt utallige timer i selskab med de store, grimme, primitive, larmende, vilde Rooftop pieces af spyo/tomcat19/Kegr, hvis indhold og budskaber konstant og insisterende forlanger vores opmærksomhed. Men jeg har den seneste tid brugt alt for meget spildtid på at sortere intetsigende streetart fra. Streetart som bare er der, som ikke siger noget som ikke tager stilling til noget og som ikke betyder noget..
Hvis man vil gøre sig fortjent til en plads i det offentlige rum, så må man også skabe noget der er mere indholdsrigt end de IKEA reklamer der er på stoppestederne. Hvis man vil være anerkendt og ikke bare kendt så må man også bruge noget tid på sit udtryk.. Det handler ikke altid om bare om at være med!
Med Venlig Hilsen, Dagens sureste “smagsdommer” på bangblog!